Go to menu
Go to content

Sukkerplanten (Storkenæb, storbladet)
Stevia rebaudiana (Bert.)

Anvendelse

Diabetes, blodtryk, overvægt, candidas albicans, svampesygdomme, maveforstemmelse...

Beskrivelse

Samlegods :
Blade (fås som blade eller pulveriseret til anvendelse som sødemiddel)

Storkenæb er en lille busk af chrysantemumfamilien med det botaniske navn Stevia rebaudiana (Bert.). Storkenæb, også kaldet Sukkerplanten, stammer fra Sydamerika. Først 1887 beskrev den sydamerikanske naturvidenskabsmand Antonio Bertoni planten for første gang. Storkenæb hører hjemme i Amambai-bjergene, det ligger på grænsen mellem Brasilien og Paraguay. De hovedsagelige indholdsstoffer er steviosider, som i deres reneste form er ca. 300 gange sødere end sukker. Guarani-Indianerne brugte Sukkerplanten som sødemiddel til mad og urtete, f. eks. Lapacho allerede i tiden før Columbia. De kaldte planten Kan’a – He’e, det betyder „den søde plante“, „Honningblad“, eller ordret oversat „den søde lykke“. Også i Japan og Amerika anvendes Sukkerplanten som naturligt sødemiddel til næringsmidler og søde drikke, f. eks. grøn te. Flere Studier i Japan og andre steder har vist, at Sukkerplanten ingen bivirkninger har. Sukkerplanten indeholder talrige næringsstoffer, man praktisk talt ingen kalorier. Da den ikke består af sukker skader den ikke tænderne og har ingen indflydelse på blodsukkeret ved diabetes mellitus. Den har endda positiv virkning på denne sygdom takket være rigtholdige indholdsstoffer som beyaran, diterpener, kauran, klerodan og labdan, disse holder blodsukkeret lavt. De Indfødte roser virkningen ved diabetes, højt blodtryk og infektioner. 1 g Pulverextrakt, som består af 91% steviosider, svarer til ca. 250 g sukker. Bladene males ganske enkelt. De tørres og kan så anvendes til te eller males til pulver. I denne Form indeholder Sukkerplanten ca. 10% steviosider og er 15 gange sødere end sukker. Bladene fremviser et stort antal naturlige sporelementer som jern, silicum, kobalt, mangan, calcium, magnesium, selen, tin og zink. De indeholder liegeledes Vitamin C, beta-carotin, niacin, thiamin og riboflavin. Den er bestandig i sure levnedsmidler og i kolde og varme drikker, beholder sin smag ved opvarmning, men må ikke koge, da dette forandrer smagen. Af bladene udvinder man en farveløs extrakt, således kan sukkerplanten erstatte sukker og andre sødemidler i tyggegummi, tandpasta osv. Især børn med „den søde tand“ kan nu nyde uden skrupler. Bladene kan efter Teberedning anvendes som kompress til hud eller øjne, opstrammer huden betydeligt. Også ved psoriasis og eksemer er der stor succes. Hvorfor taler og skriver man så sjældent om sukkerplanten? De nationale og internationale organisationer SCF og FDA (Food and Drug Administration) har bestemt, at Sukkerplanten intet har at gøre med sukker eller sukkertilsætningsstoffer og man gik vejen med den ringeste modstand og så bort fra at markedsføre planten. Langsomt løsnes blokaderne og man taler om Sukkerplanten. Sukkerindustrien bliver den næste hyrde, som skal overvindes.

udvortes: psoriasis, eksemer, allergier, rynker...

Dosering

Man kommer 1 teskefuld Sukkerplanteblade i en kop, overhælder dem med kogende vand og efter 30 sekunder er teen færdig. Bladene kan sies fra, eller man lader dem blive i kopen.

Print